Gravhunden som drivende hund:
Den positive udvikling i råvildtbestanden har
været til skade for den tidligere så populære støverjagt,
og i dag har den kun ganske få aktive udøvere.
Til gengæld er det stadig en overordentlig populær
jagtform i Sverige, Norge og Finland, selv om
tilgangen i råvildtbestanden også her har haft indflydelse
på valg af jagthunderace. Specielt er gravhunden
blevet populær som råvildthund, og stadig
flere og flere får øjne og ører op for rævehundens
fascinerende B-side.
Moderat pres
Gravhunden har vist sig at udgøre et missing link
mellem de langtdrivende støvere og de kortdrivende
wachtelhunde, spaniels og kontinentale hunde
etc. Svenskernes begejstring for den drivende gravhund
har smittet af på danske jægere, som også
synes at blive mere og mere begejstret for rævehunden,
som blev råvildthund. Det skyldes, at en erfaren
gravhund med gode anlæg normalt kan holde
drevet kørende i op til en time eller to, hvilket passer
godt til danske jægeres temperament og terrænforhold.
Ikke mindst på de terræner, hvor der jages
med kugle på efterårets jagter, sætter man pris på
den lille kortdrivende støver.
Gravhunden lægger kun et moderat pres på
drevdyret, og oftest kommer råvildtet frem til de
posterede skytter i et så tilpas langsomt tempo, at
det er muligt at selektere afskydningen.
Evnen til at holde sig til foden er i høj grad nedarvet,
men alligevel vil hundens mentale og fysiske
kondition være afgørende for drevsikkerheden.
En drevtid på en time eller to forekommer at
være lang tid. Men grundet hundens moderate fart
vil drevdyret ofte blive i området og bevæge sig ad
de vante veksler. Dette giver mulighed for at placere
sig strategisk, og selv om drevet forsvinder ud af
området, og er uden for hørevidde i en periode,
vender det ofte og kommer tilbage igen. Derved
kan der opstå en ny chance for skud, forudsat at
jægerne kan stå stille og forholde sig tavse.
I dag anvendes drivende hunde dog også på
mindre jagtterræner, hvor der ikke er behov for de
lange drev. Hvis blot hunden halser lidt i såten, er
det i visse tilfælde tilstrækkeligt til at få råvildtet til
at bryde op og løbe frem mod skytterne, som har
lagt en mere eller mindre tætsluttende ring
omkring såten. Men den slags jagt er ikke målet
med den indjagning, som man bør tilstræbe. Det
skal understreges, at gravhunden er den ensomme
jæger, som på egen fod opsøger vildt og optager
forfølgelsen af det rejste dyr. Derfor egner hundens
jagt sig ikke til selskabelige drivjagter med flere
hunde af blandet herkomst.
Klassisk jagt
Under klassisk jagt med drivende hunde er det kun
ønskeligt, at hunden halser, når den har kontakt
med vildt, selv om hals på kold fod under søget
naturligvis accepteres, da hunden derved tilkendegiver,
hvor den opholder sig. Bedst er det, når jagten
drives med forholdsvis få posterede skytter,
som kan stå stille og evner at læse drevet. Da er det
nemlig muligt at flytte sig i forhold til jagtens
udvikling. Men normalt gælder det dog om at forholde
sig rolig og iagttage, hvad der sker omkring
én. For selv om gravhunden hægter sig fast til et
dyr, vil dens højlydte forfølgelse virke forstyrrende
på de øvrige dyr, som måtte opholde sig i området.
Disse dyr kaldes af svenskerne for støtdyr, og vi
har endnu ikke fundet et mere dækkende dansk
udtryk.
Samarbejde vigtigt
De fleste hunderacer lider under negative rygter,
som det kan være vanskeligt at ryste af. Heller ikke
gravhundene går ram forbi, når det drejer sig om
ondskabsfuld sladder. Ordet jagtidiot eller drevidiot
er således ikke ligefrem et sjældent anvendt
udtryk, når snakken går om de drivende jagthunde.
Dermed hentydes til, at hundene har for uvane at
fortsætte jagten længe efter at såten er blæst af.
Naturligvis optræder der af og til gravhunde på
jagter, som med rette kan kaldes for jagtidioter. Det
skyldes dog sjældent, at hunden rent genetisk er i
besiddelse af så meget jagtlyst, at den ikke kan kontrolleres.
Derimod peger udtrykket mere på hundens
ejer og træner, som har taget for let på opgaven
eller anvendt hunden på jagter, hvor den ikke
burde være anvendt.
På en jagt, hvor der anvendes store hunde, vil
råvildtet ofte jages langt ud af såten, og eftersom
det er gravhundens natur at følge op på foden, kan
drevet pludselig bevæge sig meget langt bort. Og
efter den skræmmende og stressende oplevelse
med de store hunde er råvildtet mindre tilbøjelig til
at vende tilbage lige med det samme. Heller ikke
dette er i gravhundens favør, og drevet kan derfor
fortsætte til nye områder - langt fra det område,
som skal afdrives.
Naturligvis er det et irritationsmoment for jagtens
deltagere. Ikke mindst hvis drevet er flyttet til
næste såt eller måske har bevæget sig ind på naboterrænet
med de ubehagligheder, det kan medføre.
Da er udtrykket jagtidiot ofte lige på tungen. Men
kan man ikke give hunden de rette betingelser at
arbejde under, er det bedre at holde den hjemme.
På en jagt, hvor såterne skal afdrives hurtigt og
effektivt, har gravhunden sjældent sin berettigelse.
Hunden kan få den helt forkerte opfattelse af samarbejdet,
såfremt den gang på gang afbrydes under
søget eller drevet og bæres videre til næste såt.
Samarbejdet mellem hund og fører er nemlig helt
fundamentalt for en vellykket jagt. Dette gælder
også jagten med drivende hund.